Sportivo Italiano
Sportivo Italiano er en af de mest markante repræsentanter for den italienske diaspora i argentinsk fodbold. Klubben blev skabt midt i det 20. århundrede, voksede fra et lokalt immigrant-fællesskab og har siden levet et omskifteligt liv i de argentinske ligasystemer. På trods af kun én enkelt sæson i den øverste række har institutionen efterladt et tydeligt aftryk – både sportsligt, kulturelt og socialt – i det sydamerikanske fodboldlandskab.
Her på Argentinsk Fodbold kan du læse meget mere om Sportivo Italiano. Vi bringer dig de seneste Sportivo Italiano kampe, vi viser dig alle de aktuelle Sportivo Italiano stillinger, og du kan også få masser af spændende information om Sportivo Italiano og klubbens historie samt en oversigt over alle Sportivo Italiano spillere på holdet.
Vi opdaterer løbende stillinger og kampe, så du altid kan følge med i, hvordan det går for Sportivo Italiano i sæsonen her på Argentinsk Fodbold.
Sportivo Italiano Stillinger
Se de aktuelle Sportivo Italiano stillinger herunder, for alle turneringer som Sportivo Italiano deltager i:
Stillingerne kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Sportivo Italiano Kampe
Her kan du se alle de kampe som Sportivo Italiano skal spille på tværs af alle turneringer denne sæson. Du kan både se de spillede kampe samt kommende kampe for Sportivo Italiano.
Vi opdaterer kampprogrammet løbende så du altid kan følge med i alle Sportivo Italiano kampe og se alle resultaterne mens de sker.
Kommende Sportivo Italiano Kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Færdigspillede Sportivo Italiano kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Sportivo Italiano Spillere
Her kan du se alle spillere på Sportivo Italianos hold:
Spillerlisten kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Sportivo Italiano Historie og Info
Sportivo Italiano er en af de mest markante repræsentanter for den italienske diaspora i argentinsk fodbold. Klubben blev skabt midt i det 20. århundrede, voksede fra et lokalt immigrant-fællesskab og har siden levet et omskifteligt liv i de argentinske ligasystemer. På trods af kun én enkelt sæson i den øverste række har institutionen efterladt et tydeligt aftryk – både sportsligt, kulturelt og socialt – i det sydamerikanske fodboldlandskab.
Klubben har gennem årene været kendt under flere navne, men dens blå farver, dens kælenavne – “A.C.I.A.”, “El Azzurro” eller blot “El Tano” – og dens stærke bånd til den italienske kultur har været uforanderlige varemærker. En lang række op- og nedrykninger, store sejre, bitre nederlag og en håndfuld nationale mesterskaber i de lavere rækker har formet den identitet, der den dag i dag bæres videre af spillertrøjen, af tilhængerne i Ciudad Evita og af hele det italiensk-argentinske fællesskab.
Artiklen, der følger, gennemgår Sportivo Italianos historie, meritter, kultur, stadionforhold, rivaliseringer og meget mere i detaljer. Formålet er at give et samlet og dybdegående billede af klubben – fra dens spæde amatørrødder i 1950’erne til dens nuværende tilværelse i Primera B, den tredjehøjeste division for klubber direkte tilknyttet AFA.
Historisk baggrund og identitet
Etablering og italiensk diaspora
Sportivo Italiano blev officielt grundlagt den 7. maj 1955 under navnet Associazione del Calcio Italiano in Argentina (forkortet A.C.I.A.). Initiativtagerne var italienske immigranter med base i nabolaget Florida i Vicente López Partido i det nordlige Buenos Aires. Årene forinden – i 1949 – havde samme miljø arrangeret det første egentlige fodboldmesterskab for den italienske koloni i Argentina, og succesen med turneringen førte til et officielt forbunds- og klubprojekt.
Som formel juridisk enhed blev A.C.I.A. anerkendt den 22. november 1957. Hovedkvarteret blev placeret i Casa de Italia i Argentinas hovedstad, hvor foreningens sociale aktiviteter kom til at spille en afgørende rolle i opbygningen af et stærkt netværk mellem italienske nybyggere og deres efterkommere.
Navneforandringer
- 1955-1978: Associazione del Calcio Italiano in Argentina (A.C.I.A.)
- 1978-2000: Club Deportivo Italiano (navnet trådte i kraft efter fusion med Sociedad Italiana de Vicente López den 7. juli 1978)
- 2000-nu: Club Sportivo Italiano (navneskiftet blev formelt godkendt af de argentinske myndigheder i begyndelsen af 2000’erne; processen afsluttedes i 2003)
Klubbens kaldenavne
De mest udbredte øgenavne er “El Azzurro” (med tydelig reference til den italienske landsholdsfarve), “El Tano” (en generel argentinsk slangbetegnelse for personer af italiensk herkomst) og “A.C.I.A.” – et levn fra klubbens allerførste år. Disse betegnelser benyttes flittigt af både medier og fans, og de afspejler den dobbelte kulturarv, som altid har defineret Sportivo Italiano.
Kronologisk klubhistorie
De tidlige amatørår (1949-1959)
Før Sportivo Italiano blev optaget i det argentinske professionelle ligasystem, konkurrerede klubben i et internt italiensk mesterskab, der tog sin spæde begyndelse i 1949. Turneringen blev formelt anerkendt som officiel i 1952, og i løbet af få år voksede fodboldinteressen markant i den italiensk-argentinske befolkning. Da A.C.I.A. var blevet stiftet i 1955, bestod ligaen allerede af 24 hold fra forskellige dele af Buenos Aires-området.
Gennembruddet i AFA-systemet (1959-1962)
I 1959 opnåede A.C.I.A. fuld tilknytning til det argentinske fodboldforbund (AFA) og indtrådte i Primera D – dengang kaldet Tercera de Ascenso. Debutkampen fandt sted 4. maj 1959 i Caseros mod Justo José de Urquiza og endte 1-1. Allerede i 1960 sikrede klubben sig sin allerførste officielle titel ved at vinde Primera D med bemærkelsesværdige 28 sejre, 2 uafgjorte og blot 2 nederlag i 32 kampe. Oprykningen til Primera C var dermed en realitet.
Første periode i anden division (1963-1968)
Efter triumfen i Primera C i 1962 rykkede A.C.I.A. op i Primera B, som dengang var landets næstbedste række. Kommunen i Buenos Aires tildelte i 1963 klubben jord i Parque Almirante Brown, hvilket gav nye træningsmuligheder. Sportsligt kulminerede denne fase med en tredjeplads i zoneturneringen i 1967, der udløste deltagelse i Campeonato Promocional – en sidekonkurrence, som holdet vandt med tre point ned til nærmeste rival. Titlen gav dog ikke adgang til oprykning. I 1968 blev klubben ramt af to tilbageslag: de mistede ganske pludseligt deres bane i Parque Almirante Brown og endte desuden med at rykke ned.
Tilbage i Primera C og vejen op (1969-1974)
Tabet af hjemmebane førte til et køb af næsten tre hektar land i Bella Vista, og her begyndte klubben at bygge nye faciliteter. Trods de strukturelle udfordringer formåede holdet i 1974 igen at dominere Primera C: 25 sejre, 10 uafgjorte og kun 3 nederlag i 38 kampe gav endnu et mesterskab og en billet tilbage til anden division.
Ambitioner, fusion og næsten-oprykning (1975-1979)
I anden halvdel af 1970’erne nåede Italiano flere gange helt tæt på drømmen om landets bedste række. Den 28. maj 1978 spillede holdet endda en prestigefuld opvarmningskamp til VM 1978 mod det italienske landshold på Estadio Alberto J. Armando (La Bombonera) – italienerne vandt 1-0.
Knap seks uger senere fusionerede A.C.I.A. med Sociedad Italiana de Vicente López og skiftede officielt navn til Club Deportivo Italiano. I 1979 kulminerede de gode takter, da holdet sluttede på andenpladsen i Primera B blot ét point efter Tigre – klubbens hidtil bedste placering.
1980’erne – fra stabilitet til den historiske oprykning
Mellem 1980 og 1985 var Deportivo Italiano fast inventar i anden division. Holdet nåede eksempelvis Liguilla-spillet om oprykning i både 1982 og 1983. I 1986 kom det længe ventede gennembrud: en stærk første fase (andenplads efter Los Andes) gav adgang til et otte-holdsslutspil. Her slog holdet først Tigre, dernæst Banfield efter straffesparkskonkurrence, og til sidst Huracán i en dramatisk finale bestående af tre kampe. Den afgørende kamp 24. juni 1986 på Estadio José Amalfitani endte 2-2, hvorefter “El Azzurro” vandt straffesparksduellen 4-2 og rykkede op i Primera División for første gang.
Sæsonen i den bedste række 1986-87
Italianos ophold på allerøverste hylde varede kun én sæson, men den står stadig som et højdepunkt i klubbens historie. Statistikken lød på 6 sejre, 11 uafgjorte og 21 nederlag. Holdet scorede 29 mål og lukkede 59 ind. Blandt de mindeværdige resultater var en 1-0-sejr over San Lorenzo og uafgjorte hjemmekampe mod både Racing Club (1-1) og Boca Juniors (0-0). Efter endt turnering sluttede klubben sidst og rykkede ned i den nyoprettede Primera B Nacional.
1990’erne – sportslige udsving og økonomiske udfordringer
I de følgende år præsterede Italiano flere habile sæsoner i Primera B Nacional og deltog tre gange i det reducerede slutspil om oprykning (1988-89, 1989-90 og 1992-93). Det blev dog aldrig til endnu et spring til øverste række. I 1989 blev der opført fire træningsbaner og klubhus på en grund i Ciudad Evita – et varsel om klubbens fremtidige geografiske tilhørsforhold. Samme periode bød desværre på økonomiske problemer, som tvang klubben til at sælge anlægget i Bella Vista.
Nedrykningen til Primera B Metropolitana i 1994/95 blev hurtigt vekslet til fremgang igen, da klubben sikrede sig Apertura-titlen 1995, slog Clausura-vinder Almagro i en neutral tredje finalekamp på Estadio Platense og rykkede op i Primera B Nacional som samlet mester 1995/96. Trods begyndelsen på stadionbyggeri i 1997 samt sportslig medvind førte økonomiske vanskeligheder til et nyt fald til tredje niveau i 1997/98.
Det nye årtusind – stadionbyggeri og mesterskab i 2008/09
Omkring årtusindskiftet blev navnet “Club Sportivo Italiano” formelt stadfæstet. Den største milepæl kom 10. oktober 2005, da Estadio República de Italia – klubbens første rigtige hjemmebane – blev indviet med plads til omtrent 8 000 tilskuere. To år senere var holdet i akut nedrykningsfare, men træner Oscar Blanco overtog og førte holdet til en samlet tredjeplads i 2007/08 og en reduceret finale, som dog blev tabt knebent til Los Andes.
Sæsonen 2008/09 blev legendarisk: med 19 sejre, 17 uafgjorte og blot fire nederlag sikrede Sportivo Italiano sig mesterskabet i Primera B to runder før tid og hentede dermed en ny oprykning til Nacional B. Desværre fulgte et dramatisk nedrykningsår 2009/10, hvor holdet – trods en stærk premiere (3-1 over Independiente Rivadavia) – endte sidst med 6-4-28 og hele 74 indkasserede mål.
Nedtur, genrejsning og nutid (2010-2020)
Efter endnu en nedrykning til Primera B Metropolitana leverede holdet beskedne 16.-pladser to sæsoner i træk og måtte i 2012 via en tabt play-off mod Central Córdoba de Rosario (1-1 ude, 0-2 hjemme) helt ned i Primera C – fjerde niveau. Vendepunktet kom 17. maj 2014, da holdet sikrede sig mesterskabet i Primera C gennem en sejr over Defensores Unidos de Zárate og atter rykkede op.
Opholdet i den tredje division blev dog kort. Allerede den 8. november 2015 betød et 1-2-nederlag til Atlanta et nyt farvel til Primera B Metropolitana. I 2016 var Sportivo Italiano tæt på omgående comeback, men sluttede to point efter Excursionistas. De følgende sæsoner bød på en 12.-plads (2016-17), en næstsidsteplads (2017-18) og en 11.-plads (2018-19). I 2019-20 lå holdet nummer otte efter Apertura med 7-4-7, mens Cañuelas vandt den halvdel af turneringen.
Stadion og træningsanlæg
Fra lejede baner til egen hjemmebane
I årtier var Sportivo Italiano afhængig af lånte faciliteter – eksempelvis i Caseros, Bella Vista og senere forskellige stadions omkring Buenos Aires. Drømmen om egen hjemmebane tog for alvor fart i 1997, men fremgangen blev bremset af økonomiske vanskeligheder, som blandt andet førte til en kendt sag, hvor alle klubkonti blev indefrosset.
Estadio República de Italia
| Parameter | Oplysninger |
|---|---|
| Officiel åbning | 10. oktober 2005 |
| Kapacitet | Ca. 8 000 tilskuere |
| Faciliteter | Hovedtribune (platea), hjemmetribune (popular), udebaneafsnit, 8 kommentatorbokse, VIP-loge |
| Placering | Ciudad Evita, Partido de La Matanza, Prov. Buenos Aires |
Indvielseskampen tiltrak så mange mennesker, at kapaciteten reelt blev overskredet; estimater nævner op mod 10 000 personer, der fyldte trapper, gelændere og hver en ledig centimeter for at få et glimt af banen. Stadionet er i dag omdrejningspunkt for både førstehold, ungdomsafdeling og større sociale arrangementer.
Andre faciliteter i Ciudad Evita
Siden købet af grunden i 1989 er der blevet anlagt fire træningsbaner, moderne omklædningsrum og et mødelokale. Selvom projektet løb ind i økonomiske udfordringer, udgør området stadig basen for klubbens talentudvikling og daglige drift.
Turneringsstatistik
Sæsonfordeling pr. niveau
| Turneringsniveau | Sæsoner |
|---|---|
| Primera División | 1 (1986-87) |
| Segunda División i alt | 29 |
| • Primera B Nacional | 11 (1987-95, 1996-98, 2009-10) |
| • Traditionel Primera B | 18 (1963-68, 1975-86) |
| Tredje division i alt | 25 |
| • Primera B Metropolitana | 17 (1995-96, 1998-2009, 2010-12, 2014-15, 2024-) |
| • Primera C (før 1986) | 8 (1961-62, 1969-74) |
| Fjerde division | 11 |
| • Primera C (2012-14, 2016-23) | 9 |
| Femte division | 2 (1959-60, dengang Primera D) |
Kronologisk udvikling
Sportivo Italianos ligahistorik er kendetegnet ved gentagne ryk op og ned – særligt mellem anden og tredje division. Én enkelt stigning til det absolutte topniveau blev efterfulgt af et øjeblikkeligt fald, mens 1970’erne og 1990’erne bød på de længste kontinuerlige perioder på niveau to.
Meritter og pokalskabe
Officielle titler
| Turnering | Titler | Årstal |
|---|---|---|
| Primera B |
Nogle kilder regner også 1986-titlen (Octogonal-sejr) som mesterskab; andre opfatter den som ren oprykningsplay-off. |
|
| Primera C | 3 | 1962, 1974, 2013-14 |
| Primera D | 1 | 1960 |
| Sub-mesterskaber | 2 | Primera B 1979, Primera C 2016 |
Venskabsturneringer og øvrige trofæer
- Pentagonal de la Primera B: 1964
- Copa Dos Penínsulas: 1965, 1970, 1972, 1982, 2003, 2008 (to udgaver – én delt med Deportivo Español)
- Copa Ansiada: 2017
- Copa Vilter: 2021
Mesterskabssæsonernes nøgletal
| Sæson | Turnering | V-U-T | Målforskel |
|---|---|---|---|
| 1960 | Primera D | 28-2-2 | Ikke oplyst |
| 1962 | Primera C | Data ikke specificeret | – |
| 1974 | Primera C | 25-10-3 (38 kampe) | – |
| 1995-96 | Primera B Metropolitana | Bemærk: Vinder samlet finale over Almagro | – |
| 2008-09 | Primera B | 19-17-4 | – |
| 2013-14 | Primera C | Mester efter sejr mod Defensores Unidos | – |
Markante kampe og rekordresultater
Største sejre
- Primera D: 12-1 vs Estudiantil Porteño (1960)
- Primera C: 8-0 vs Justo José de Urquiza (1973)
- Primera B: 8-2 vs Berazategui (2001)
- Primera B Nacional: 5-0 vs All Boys (1993)
Største nederlag
- Primera A: 0-4 vs Argentinos Juniors (1987)
- Primera B: 0-4 vs Talleres (RdE) (1984) / 2-7 vs Excursionistas (1967)
- Primera C: 1-5 vs Comunicaciones (1969), Central Córdoba (SDE) (1970) og Leandro N. Alem (2018)
- Primera D: 2-6 vs Macabi (1959)
Ikoniske opgør
Finaleserien mod Huracán i 1986 og oprykningsfinalen mod Almagro i 1996 er udødelige i klubbens annaler. Begge blev afgjort efter tredje kamp eller straffesparkskonkurrence og er stadig samtaleemner blandt fans.
Spillere og trænere
Profiler gennem tiden
Sportivo Italiano har ikke produceret et væld af superstjerner, men klubben har alligevel fået besøg af prominente navne. Det mest berømte eksempel er Gabriel Batistuta, der i januar 1989 – som lejet spiller i ungdomsformationen – scorede tre mål i Viareggio-turneringen. Selvom han aldrig optrådte i klubbens seniorkampe, pryder han fortsat en vægmaleri ved indgangen til Estadio República de Italia. Andre kendte personligheder med tilknytning inkluderer Darío Franco og Diego López Maradona, som ligeledes deltog i Viareggio-eventyret.
Plantilla 1975 (uddrag)
| Position | Spiller | Baggrund |
|---|---|---|
| Forsvar | Emanuel Rodrigo Mantovani | Fra Ituzaingó |
| Forsvar | Néstor Ezequiel Merzario | Egen ungdomsafdeling |
| Forsvar | Aramis Serafini | Fra Almirante Brown |
| Midtbane | Maximiliano Nahuel Méndez | Eget talent |
| Midtbane | Nicolás Nobile | Fra F.C. Midland / J.J. Urquiza |
| Midtbane | Killian Leonel Sueldo | Egen ungdomsafdeling |
| Midtbane | Nicolás Emiliano Varela | Fra Berazategui / All Boys |
| Midtbane | Darío Salina | Fra Acassuso / Racing |
| Angreb | Diego Germán Leguiza | Fra Victoriano Arenas / Acassuso |
| Angreb | Joaquín Taborda | Fra Almirante Brown |
| Angreb | Nicolás Alberto Zalazar | – |
| Angreb | Pablo Medina | Eget ungdomshold |
Bemærk, at flere spillere forlod klubben efter sæsonen – bl.a. Bruno Centeno (til Deportivo Maldonado) og Carlos Kletnicki (til Villa Dálmine).
Notable trænere
- Ramón Cabrero (1985-87) – stod i spidsen kort før og under klubbens oprykning til Primera A.
- Osvaldo Crosta – chef for ungdomsholdet, der deltog i Viareggio 1989.
- Oscar Blanco – vendte truende nedrykning til top-3-placering 2007/08.
- Fabián Zermatten – ansvarlig for førsteholdet i Primera C 2019/20.
Rivaliseringer og klassikere
Clásico de las Colectividades mod Deportivo Español
Sportivo Italiano og Deportivo Español repræsenterer henholdsvis den italienske og den spanske immigrant-koloni. De to klubber krydsede for første gang klinger i lavere divisioner, men mødtes også to gange i Primera A-sæsonen 1986/87, hvor Español vandt begge kampe. Totalt er der spillet over 55 officielle møder fordelt på Primera A, den gamle Primera B, Primera C og Primera B Metropolitana.
Lokale rivaler: Deportivo Laferrere og San Miguel
Grunden til Ciudad Evita grænser op til Laferrere, hvilket forklarer den intense nabodyst med Deportivo Laferrere. En anden arvefjende er San Miguel; rivaliseringen går tilbage til dengang, hvor Italiano holdt til i Bella Vista – blot få kilometer fra Los Polvorines, San Miguels hjemmebase.
Ungdomsarbejde og internationale invitationer
Torneo di Viareggio 1989
Italianos eneste ophold i Argentinas øverste liga gav dem international opmærksomhed. I januar 1989 modtog klubben en invitation til den prestigefyldte “Coppa Carnevale” i Viareggio, Italien. Turneringen bestod af fire grupper:
- Torino, Porto, Parma, UNAM
- Milan, CSKA Sofia, Napoli, Deportivo Italiano
- Inter, Dukla Prag, Roma, Aberdeen
- Fiorentina, Stuttgart, Lazio, FC Tokyo
Italiano stillede med ungdomsspillere suppleret af talenter fra andre argentinske klubber, heriblandt Gabriel Batistuta, Darío Franco og Diego López Maradona. Resultaterne var:
- 0-0 mod Milan
- 4-0 over CSKA Sofia (Batistuta ×3, Franco)
- 0-0 mod Napoli
- Kvartfinale: 0-0 mod Torino (tabt på straffespark)
Turneringen har efterladt et varigt minde hos klubben, hvilket afspejles i udsmykningen på Estadio República de Italia.
Udvikling af unge talenter
Selvom detaljer om klubbens akademistruktur ikke er offentligt dokumenteret, fremgår det af Viareggio-historien, at Sportivo Italiano har formået at tiltrække og udvikle lovende spillere – både internt og gennem samarbejde med andre klubber i argentinsk topfodbold.
Klubbens farver, logo og trøjer
Symbolik i “azzurro”
Den blå trøje, ofte ledsaget af blå bukser og blå strømper, er et direkte nik til det italienske landshold. Blåt har historisk været farven for Huset Savoia – Italiens tidligere kongefamilie – og har bredt sig til italienske sportslandshold verden over. Sportivo Italiano bærer farven som et tydeligt signal om klubbens kulturelle ophav.
Hjemme- og udebanesæt
- Hjemme: Blå trøje, blå shorts, blå strømper
- Ude: Hvid trøje, hvide shorts, hvide strømper
Foreningens organisering og økonomi
Ledelsesstruktur
Som traditionel flerstrenget argentinsk sportsklub (club social y deportivo) har Sportivo Italiano både en valgt bestyrelse og en formel juridisk status som almennyttig forening. Den nuværende ledelses sammensætning offentliggøres almindeligvis i klubbens officielle kommunikation, men konkrete navne og poster er ikke fremlagt i de tilgængelige data.
Økonomiske kriser og genopretning
Klubben oplevede en alvorlig gældsspiral i begyndelsen af 1990’erne, hvilket blandt andet førte til salget af anlægget i Bella Vista. I 1997 blev klubbens bankkonti indefrosset, netop som bygningen af det nye stadion var sat i gang. Trods disse vanskeligheder lykkedes det at fuldføre Estadio República de Italia i 2005 – et vidnesbyrd om foreningens evne til at mobilisere fællesskabet i økonomisk udfordrende tider.
Kultur, fans og samfundsforankring
Supportergrupper
Italianos fanbase betegnes ofte som “La Familia Azzurra” og trækker især på tilhængere fra La Matanza, Vicente López og andre områder med stor italiensk-argentinsk befolkning. Klubbens kampe ledsages af klassiske trommer, flag og bannere med italienske og argentinske farver.
Fejringer og traditioner
Indmarchen til hjemmekampe suppleres ofte af italienske folkesange eller moderne italo-hits, mens kampråbet “Forza Azzurro” høres hyppigt på Estadio República de Italia. Årlige begivenheder som fejringen af klubbens fødselsdag 7. maj kombineres gerne med gastronomiske arrangementer, hvor pizza, pasta og argentinsk asado går hånd i hånd.
Italiensk-argentinsk identitet
Sportivo Italiano fungerer som mødested for et bredt italiensk-argentinsk publikum og spiller en vigtig rolle i bevarelsen af italienske traditioner – både sprogligt, kulinarisk og kulturelt. Selv for tilskuere uden direkte italienske rødder er klubben et symbol på det multikulturelle Buenos Aires.
Statistiske oversigter
Kampe i Primera A 1986-87
| Parameter | Tal |
|---|---|
| Kampe | 38 |
| Sejre | 6 |
| Uafgjorte | 11 |
| Nederlag | 21 |
| Mål for/imod | 29 / 59 |
| Placering | Sidst (relegation) |
Opryknings- og nedrykningsbilag
- Oprykninger: 1960, 1962, 1974, 1986, 1995-96, 2008-09, 2013-14
- Nedrykninger: 1968, 1994-95, 1997-98, 2009-10, 2012, 2015
Perspektiver for fremtiden
Efter flere sæsoner i Primera C og et nyligt comeback til Primera B ser Sportivo Italiano frem mod nye udfordringer. Klubben besidder et moderne, om end småt, stadion, en dedikeret lokal fanbase og en historisk brandværdi, som fortsat appellerer til både argentinske og italienske fodboldfans. Nøgleopgaven bliver at opnå økonomisk stabilitet, fastholde talentudviklingen og skabe kontinuitet på trænerbænken, så drømmen om endnu en opstigning i det nationale hierarki kan blive virkelighed.
Skulle det lykkes, vil “El Azzurro” føje et nyt kapitel til den eventyrlige fortælling, der begyndte med 24 immigrant-hold i 1955 og kulminerede i de lyseblå minder fra 1986-87. Uanset resultatet vil Sportivo Italiano altid være et levende symbol på sammensmeltningen af argentinsk lidenskab og italiensk stolthed – to kulturer, der forenes hver weekend, når bolden ruller på República de Italia.