Maxi Rodríguez

Maximiliano Rubén “Maxi” Rodríguez, født 2. januar 1981 i Rosario i den argentinske provins Santa Fe, hører til den bemærkelsesværdige generation af argentinske offensivspillere, der satte sig igennem både i hjemlandet og i de største europæiske ligaer. Siden sin debut for Newell’s Old Boys som teenager har han bevæget sig fra Primera División over La Liga og Premier League til en langstrakt og følelsesladet afslutning på karrieren i de rød-sorte farver fra Rosario. Med tre VM-slutrunder, ikoniske mål – ikke mindst den berømte helflugter mod Mexico i 2006 – og titler på flere kontinenter har han efterladt et solidt fodaftryk i international fodboldhistorie.

Tidlige år og ungdomstid

Rodríguez voksede op i Rosario, hvor han sammen med sin mor Claudia boede hos bedsteforældrene. Faderen lærte han aldrig at kende, og den tætte familieenhed blev et vigtigt holdepunkt under de tidlige fodboldår. Han trådte sine allerførste skridt på grusbane og asfalt, men blev hurtigt spottet af talentspejdere fra Newell’s Old Boys, der optog ham i klubbens ungdomsakademi. I ungdomsregi var han kendt for sin eksplosive acceleration, sin evne til at drible i fart på begge fløje og sit præcise langskud – egenskaber, der skulle gå igen gennem hele karrieren og udløse kælenavnet La Fiera, “Udyret”.

Klubkarriere

Newell’s Old Boys – gennembruddet (1999-2002)

Den 14. november 1999, som blot 18-årig, fik Rodríguez sin debut i den argentinske Primera División i et 1-1 opgør mod Colón de Santa Fe. I de følgende tre sæsoner etablerede han sig som et af ligaens mest seværdige unge talenter, og selv om han i år 2000 kortvarigt stod noteret for et skifte til Talleres de Córdoba, kom han aldrig i kamp for klubben på grund af interne uenigheder. For tilhængerne i Rosario var han allerede dengang et erklæret Newell’s-ikon og tilstod åbent, at klubbens farver var dybt forankret i hans identitet.

Espanyol – indgangen til europæisk fodbold (2002-2005)

I marts 2002 underskrev han en fireårig aftale med RCD Espanyol. Handlen blev midlertidigt suspenderet af en argentinsk domstol, men faldt endeligt på plads 26. juni samme år for en transfersum på omkring fem millioner euro. Debuten i La Liga kom 2. september 2002 på Santiago Bernabéu mod Real Madrid, og den 27. oktober fulgte første ligamål i en dramatisk 4-3 sejr ude mod Málaga.

I sine tre sæsoner i Barcelona-klubben nåede han 37 ligakampe hver sæson. Efterhånden blev måludbyttet markant – hele 15 ligatræffere i 2004/05, hvilket sendte ham i top 10 på Pichichi-listen. Den sæson huskes for hattricket i Sevilla mod Real Betis blot i anden spillerunde, den afgørende scoring mod Real Madrid seks dage senere samt en række kampafgørende indsatser, der kulminerede med klubbens mål nummer 2.000 i La Liga-historien.

Atlético Madrid – kaptajn og korsbåndsskade (2005-2009)

Sommeren 2005 skiftede Rodríguez til Atlético Madrid for endnu en fem-millioner-euro-sum. Han fortsatte sit stabile output af mål og assists, men i anden sæson rev han – sammen med kantkollegaen Martin Petrov – det forreste korsbånd over, hvilket begrænsede ham til ti ligakampe. Alligevel beholdt han sin centrale rolle i truppen, og efter Fernando Torres’ afgang til Liverpool i 2007 blev han udnævnt til anfører.

Et af de store højdepunkter kom 10. november 2009, da han scorede fire gange mod Marbella i Copa del Rey (6-0). Han var derimod ikke registreret til Atlético-holdet, der senere samme sæson erobrede UEFA Europa League-trofæet.

Liverpool FC – magiske aftner i Premier League (2010-2012)

13. januar 2010 landede han på Anfield på en fri transfer og underskrev en kontrakt på tre et halvt år. Manager Rafael Benítez beskrev ham som boldsikker, arbejdsom og målfarlig, og trøjenummer 17 blev hurtigt synonymt med argentinerens første halvår i England, inden han fra juli 2011 valgte nummer 11.

Første Premier-League-mål faldt 25. april 2010 mod Burnley, mens 2010/11-sæsonen forbliver hans statistisk bedste på Merseyside: ti ligamål, heraf to hattricks. Det første kom i 5-0 sejren hjemme mod Birmingham City, det andet i en stærk 5-2 præstation på Craven Cottage mod Fulham, hvor han scorede allerede efter 32 sekunder, igen efter syv minutter og rundede aftenen af med et langskud på 25 meter. Han bidrog i samme periode til flere markante sejre over Chelsea, både i liga og ligacup, og var en del af den trup, der vandt League Cup i 2011/12.

Efter 73 officielle kampe og 17 scoringer sagde han 13. juli 2012 farvel til Liverpool via et åbent brev til fansene og vendte hjem til Argentina.

Anden periode i Newell’s Old Boys – mesterskab og ikonskab (2012-2017)

Tilbagekomsten havde både sportslige og følelsesmæssige motiver: Newell’s var i modvind og kæmpede for point, og med Gerardo “Tata” Martino som ny træner og spillere som Ignacio Scocco og Gabriel Heinze ved sin side var målet at genetablere klubbens storhed. Missionen lykkedes, da holdet vandt Torneo Final 2013 og nåede semifinalen i Copa Libertadores samme år.

Rodríguez’ status voksede proportionelt med antallet af mål. Han passerede først 70-måls-mærket, senere 80, og i december 2020 noterede han sig for mål nummer 90 i rød-sort, hvilket bragte ham op som næstmest scorende spiller i Newell’s-historien. Interne stridigheder med ledelsen medførte dog en tårevædet afsked i midten af 2017.

Peñarol – triumfer i Uruguay (2017-2018)

I juli 2017 skrev den 36-årige kantspiller kontrakt med uruguayanske Peñarol. Debuten 20. august blev fejret med en scoring i 4-0-sejren over El Tanque Sisley, og sæsonen endte med både Torneo Clausura og det samlede uruguayanske mesterskab. Året efter gentog Peñarol bedriften, toppet af en Supercopa-sejr 26. januar 2018 over rivalen Nacional; her scorede Rodríguez endnu engang i en kamp, hvor han cementerede en særdeles positiv statistik: ingen nederlag i officielle clásicos mod Nacional.

Tredje og sidste ophold i Rosario (2018-2021) og regional fodbold (2022-)

27. december 2018 offentliggjorde Newell’s den tredje hjemkomst. Allerede 27. januar 2019 kvitterede veteranen med et spektakulært langskudsmål mod Boca Juniors på Estadio Marcelo Bielsa, og kontrakten blev forlænget helt til juni 2021. I november og december 2020 scorede han henholdsvis mål nummer 89 og 90 for klubben, inden han 27. november 2021 annoncerede sit definitive farvel til professionel topfodbold. I begyndelsen af 2022 valgte han dog at spille på amatørplan for Hughes Foot Ball Club i den regionale Liga Venadense sammen med barndomsvennen Ignacio Scocco.

24. juni 2023 fik han et stort testimonial-opgør i Rosario, hvor Newell’s-legender mødte et hold profiler fra det argentinske landshold anført af Lionel Messi. Rodríguez scorede for begge sider, og hans døtre Alma og Aitana fik hver lov at notere sig et mål i anden halvleg – et symbolsk punktum for en lang karriere.

Landsholdskarriere

U20-verdensmester på hjemmebane (2001)

Første internationale gennembrud kom ved FIFA U20-VM 2001, afviklet i Argentina, hvor han spillede alle syv kampe og scorede fire mål – bemærkelsesværdigt nok både turneringens allerførste og aller­sidste mål. Guldmedaljen var et varsel om, hvad der ventede på seniorplan.

Debut og tidlig udvikling under Bielsa (2003-2004)

8. juni 2003 fik han seniordebut mod Japan i Osaka. Indskiftet efter 75 minutter sendte han et hårdt skud afsted, der via målmanden røg i nettet – officielt noteret som selvmål, men alligevel en stærk indledning. Yderligere optrædener mod Sydkorea og Japan fulgte, inden han i oktober 2004 fik sin første betydende kamp i VM-kvalifikationen mod Uruguay (4-2).

Pekerman-årene og ikonisk VM-mål (2005-2006)

Rodríguez var del af truppen ved Confederations Cup 2005, men det var VM 2006 i Tyskland, der for alvor skrev ham ind i fodboldhistorien. I gruppesejren på 6-0 over Serbien & Montenegro scorede han to gange, og i 1/8-finalen mod Mexico afgjorde han kampen i forlænget spilletid med en sublim brysttæmning og venstreflugter fra distancen – senere kåret til turneringens bedste mål. Selvom Argentina røg ud til Tyskland efter straffesparkskonkurrence, satte værkerne mod Mexico et permanent præg på VM-mytologien.

Basile og Maradona – skader, mål og ny topslutrunde (2006-2010)

En korsbåndsskade i en venskabskamp mod Spanien forhindrede deltagelse i Copa América 2007, men han vendte tilbage med mål mod Norge, Egypten og Mexico. Da Diego Maradona i november 2008 fik landstrænerjobbet, kvitterede Rodríguez straks med kampens eneste mål mod Skotland. Han blev udtaget til VM 2010, hvor han spillede alle fem kampe – dog uden at komme på tavlen – inden endnu et kvartfinale-exit til Tyskland.

Sabellas vicekaptajn og VM-sølv (2011-2014)

Under Alejandro Sabella oplevede han indledningsvis svingende udtagelser, men blev senere fast inventar og bar endda anførerbindet i 2013 i en kvalkamp mod Uruguay, hvor han scorede begge argentinske mål (2-3). Han var med i de vigtige sejre, der sikrede tidlig VM-kvalifikation, og kom med til Brasilien 2014. Her startede han åbningskampen mod Bosnien, og i semifinalen mod Holland blev han sendt ind i den forlængede spilletid, hvor han sikkert eksekverede det afgørende straffespark og sendte Argentina i finalen for første gang siden 1990.

Afslutningen under Martino og pensionering (2014-2016)

Gerardo Martino indkaldte ham til flere venskabskampe, blandt andet 4-2-sejren over Tyskland i september 2014, men han kom ikke på banen. Uden udsigt til regelmæssige minutter valgte Rodríguez 1. februar 2016 at sætte punktum for sin landsholdskarriere. Antallet af A-landskampe opgives i forskellige kilder til 54-57, mens måltotalen er entydigt 15.

Spillestil og position

Rodríguez blev primært brugt som fløjspiller, men kunne også udfylde rollen som offensiv midt eller hængende angriber. Hans spil var kendetegnet ved en eksplosiv førsteberøring, evnen til at skifte tempo på små områder, og et kraftfuldt spark med begge fødder – venstre som foretrukken. Tidlige spanske reportager fremhævede desuden hans disciplin i genpresset og hans vilje til at tage lange defensive løb, hvilket gjorde ham til en træners favorit i balancen mellem offensiv flair og kollektiv arbejdsindsats.

Statistik i udvalgte træk

• La Liga for Espanyol og Atlético Madrid: 232 kampe, 58 mål.
• Premier League for Liverpool: 57 ligakampe, 15 mål (73 officielle kampe, 17 mål i alt).
• Newell’s Old Boys (tre perioder): over 90 officielle scoringer – næstflest i klubbens historie.
• Peñarol: to sæsoner, nationale mesterskaber begge år og i alt seks ligamål i debutsæsonen.
• Argentina A-landshold: 54-57 kampe, 15 mål; deltagelse i VM 2006, 2010 og 2014.

Meritter og hædersbevisninger

Klubtitler

• Liverpool FC: League Cup 2011/12; FA Cup-sølv 2011/12.
• Newell’s Old Boys: Argentinsk mester – Torneo Final 2013.
• Peñarol: Uruguayansk mester 2017 og 2018; Torneo Clausura 2017 og 2018; Supercopa Uruguaya 2018.

Landsholds- og ungdomstitler

• Argentina U20: FIFA U20-verdensmester 2001.
• Argentina A: VM-sølv 2014; Confederations-Cup-sølv 2005.

Individuelle udmærkelser

• Topscorer, Copa del Rey 2009/10.
• Årets spiller i Argentina 2013 (Fútbolista del Año).
• Topscorer i Argentinsk Primera División 2014 (delvist).

Personlige forhold og øvrige aktiviteter

Ud over de sportslige meritter er Rodríguez kendt for stærke familiebånd; hans fætre Alexis og Denis Rodríguez har ligeledes repræsenteret Newell’s, og alle tre har været på banen samtidigt i den rød-sorte trøje. I 2009 medvirkede han sammen med Atlético-kollega Diego Forlán i en musikvideo for sangeren Coti, hvilket vidner om en vis kulturel gennemslagskraft uden for fodboldens domæne.

I kraft af sit langvarige engagement i Rosario har han også fået status som lokal velgører, om end de konkrete filantropiske projekter kun delvist er dokumenteret offentligt. Det er imidlertid velkendt, at han gennem hele karrieren fastholdt kontakten til barndomskvarteret og hyppigt stod bag donations- og træningsinitiativer for unge spillere i regionen.

Maxi Rodríguez’ historie er en rejse fra cementbanerne i Rosario til de største scener i verdensfodbolden, med udsving fra hattricks i Premier League og ikoniske VM-øjeblikke til hjemkomstens sentimentale triumfer. Hans alsidighed, flammende temperament og evne til at levere, når det gjaldt, gør ham til et referencepunkt for kantspillere i det 21. århundrede og et uudsletteligt kapitel i argentinsk fodboldkultur.