Independiente

Independiente Kampe

Her kan du se kampprogrammet for Independiente i år.

IndependienteFærdigspillede Kampe

Runde 16

16. Nov 15:00

Estadio Libertadores de América

Independiente

vs.

Rosario Central

15:00

Dommer: -

Runde 15

9. Nov 15:00

Estadio Guillermo Laza

Deportivo Riestra

vs.

Independiente

15:00

Dommer: -

Runde 14

2. Nov 15:00

Estadio Libertadores de América

Independiente

vs.

Atlético Tucumán

15:00

Dommer: -

Runde 13

19. Oct 15:00

Estadio Ingeniero Hilario Sánchez

San Martín SJ

vs.

Independiente

15:00

Dommer: -

Runde 12

12. Oct 15:00

Estadio Libertadores de América

Independiente

vs.

Club Atlético Lanús

15:00

Dommer: -

Runde 11

5. Oct 15:00

Estadio Feliciano Gambarte

Godoy Cruz

vs.

Independiente

15:00

Dommer: -

Runde 10

28. Sep 15:00

Estadio Presidente Juan Domingo Perón

Racing Club de Avellaneda

vs.

Independiente

15:00

Dommer: -

Runde 9

21. Sep 15:00

Estadio Libertadores de América

Independiente

vs.

San Lorenzo de Almagro

15:00

Dommer: -

Runde 8

14. Sep 15:00

Estadio Libertadores de América

Independiente

vs.

Banfield

15:00

Dommer: -

Runde 7

31. Aug 15:00

Estadio Juan Domingo Perón

Instituto AC Córdoba

vs.

Independiente

15:00

Dommer: -

Runde 6

24. Aug 23:30

Estadio Libertadores de América

Independiente

vs.

Platense

23:30

Dommer: -

Runde 5

16. Aug 23:30

Estadio José Amalfitani

Vélez Sarsfield

vs.

Independiente

23:30

Dommer: -

Runde 4

8. Feb 23:15

Estadio Mâs Monumental

River Plate

2–0

Independiente

Slut – 90+8'

Dommer: L. Rey Hilfer

Runde 3

27. Jul 19:00

Estadio Juan Carmelo Zerillo

Gimnasia La Plata

1–0

Independiente

Slut – 90+7'

Dommer: Yael Falcón Pérez

Runde 2

21. Jul 00:00

Estadio Libertadores de América

Independiente

1–2

Talleres de Córdoba

Slut – 90+8'

Dommer: Ariel Penel

Runde 1

13. Jul 17:15

Estadio Eva Perón de Junín

Sarmiento Junín

2–2

Independiente

Slut – 90+8'

Dommer: Edgardo Daniel Zamora

Independiente Stillinger

Her kan du se Independientes Liga Profesional Argentina stilling. Independiente ligger lige nu på 16 plads i Liga Profesional Argentina stillingen.

#	Hold	K	V	U	T	+	−	±	P	Form
1	Estudiantes de La Plata	4	3	0	1	5	3	2	9
2	Central Córdoba de Santiago del Estero	4	1	3	0	4	3	1	6
3	Barracas Central	3	2	0	1	4	4	0	6
4	Huracán	4	2	0	2	3	5	-2	6
5	Unión Santa Fe	3	1	2	0	2	1	1	5
6	Newell’s Old Boys	4	1	2	1	4	4	0	5
7	Belgrano Córdoba	3	1	1	1	3	1	2	4
8	Independiente Rivadavia	4	1	1	2	5	4	1	4
9	Defensa y Justicia	3	1	1	1	3	2	1	4
10	Tigre	4	1	1	2	3	4	-1	4
11	Banfield	3	1	1	1	3	4	-1	4
12	Racing Club de Avellaneda	4	1	1	2	2	3	-1	4
13	Boca Juniors	4	0	3	1	2	3	-1	3
14	Argentinos Juniors	3	0	2	1	1	2	-1	2
15	Aldosivi	3	0	2	1	0	2	-2	2

Independiente Spillere sæsonen 2025

Her er alle 46 spillere på Independientes hold i 2025, til både Liga Profesional Argentina og andre turneringer som Independiente er med i:

Joaquín Blázquez

Goalkeeper

Trøje #1

Mateo Morro

Goalkeeper

Trøje #12

Manuel Tasso

Goalkeeper

Trøje #12

Rodrigo Rey

Goalkeeper

Trøje #33

Lucas Lavagnino

Goalkeeper

Trøje #37

F. Closter

Defender

Trøje #0

S. Pinto

Defender

Trøje #0

Juan Fedorco

Defender

Trøje #2

Milton Valenzuela

Defender

Trøje #3

Adrián Spörle

Defender

Trøje #3

Federico Vera

Defender

Trøje #4

Felipe Olea

Defender

Trøje #5

Nicolás Freire

Defender

Trøje #6

Santiago Montiel

Defender

Trøje #7

Kevin Lomónaco

Defender

Trøje #26

Diego Tarzia

Defender

Trøje #27

Leonardo Godoy

Defender

Trøje #29

G. Bordón

Defender

Trøje #31

Franco Paredes

Defender

Trøje #32

Sebastián Valdez

Defender

Trøje #36

F. Zabala

Defender

Trøje #36

Ezequiel Duarte

Defender

Trøje #38

Jonathan Irastorza

Defender

Trøje #39

Á. Angulo

Defender

Trøje #77

Pablo Millán

Midfielder

Trøje #8

Luciano Cabral

Midfielder

Trøje #10

Federico Mancuello

Midfielder

Trøje #11

Giovanni Millán

Midfielder

Trøje #14

Rodrigo Cedrés

Midfielder

Trøje #20

Rubén Martínez

Midfielder

Trøje #21

Iván Marcone

Midfielder

Trøje #23

Enzo Taborda

Midfielder

Trøje #28

Tomás Parmo

Midfielder

Trøje #30

Mateo Fernández

Midfielder

Trøje #30

J. Medina

Midfielder

Trøje #37

K. Medina

Attacker

Trøje #0

Gabriel Stumpfs

Attacker

Trøje #9

Walter Mazzantti

Attacker

Trøje #10

Nicolás Messiniti

Attacker

Trøje #11

Pedro Canelo

Attacker

Trøje #14

Santiago Massa

Attacker

Trøje #16

Santiago Grobin

Attacker

Trøje #21

Nicolás Vallejo

Attacker

Trøje #21

Chaco Martínez

Attacker

Trøje #22

Ignacio Pussetto

Attacker

Trøje #25

Santiago Rodríguez

Attacker

Trøje #48

Independiente Historie og Info

Club Atlético Independiente er en af Argentinas mest traditionsrige og internationalt mest succesrige fodboldinstitutioner, kendt for sine karakteristiske røde trøjer, sit nære forhold til lokalsamfundet i Avellaneda og en trophiesamling, der placerer klubben på et helt særligt sted i både sydamerikansk og global fodboldhistorie. Gennem mere end hundrede års kontinuerlig deltagelse på højeste niveau – kun afbrudt af et enkelt sæsonlangt ophold i landets næstbedste række – har Independiente fremelsket legender, sat rekorder og vundet turneringer, som tilsammen har givet klubben øgenavnene «Diablos Rojos», «Rey de Copas» og «Orgullo Nacional».

Klubben blev undfanget i Buenos Aires-bydelen Montserrat i 1904 som en arbejderbevægelsens modreaktion mod de elitære kræfter i datidens fodboldmiljø, og den har lige siden båret et præg af stolte uafhængigheds­idealer – allerede i navnet ligger ambitionen om at gå egne veje. Fra de første kampe på improviserede marker i Flores til inaugureringen af verdens tredje cementstadion i 1928 og senest den moderne hjemmebane Libertadores de América-Ricardo Enrique Bochini har infrastrukturen udviklet sig side om side med et bemærkelsesværdigt sportsligt vokseværk. Ikke alene har Independiente erobret 16 argentinske liga­mesterskaber og ni nationale pokaler; klubben er især berømt for rekordmange syv Copa Libertadores-triumfer og for at have besejret europæiske supermagter som Juventus og Liverpool i Intercontinental-finaler.

I dag fremstår Independiente som et flerstrenget idræts- og uddannelsescenter med aktiviteter fra vandpolo til skak og eget skole- og universitets­tilbud, men fodboldholdet er fortsat det udtryks­fulde omdrejnings­punkt. Tiltroen fra millioner af passionerede tilhængere, der danner landets tredje­største fanbase, hviler på en historie fuld af spektakulære mål af Arsenio Erico, magiske afleveringer fra Ricardo Bochini, heroiske defensive indsatser af Ricardo Pavoni – og på en identitet, hvor sociale værdier, lokal stolthed og international vinder­mentalitet spiller sammen i usædvanlig grad.

Historisk udvikling

Rødder i Buenos Aires (1904-1906)

Når man dykker ned i Independientes oprindelse, begynder fortællingen i modehuset «A la Ciudad de Londres», hvor unge, lavtlønnede ansatte i 1904 fik afslag på at spille på butikkens eksklusive Maipo-Banfield-hold. Beslutningen om at bryde fri blev taget på baren i Perú-gaden – blot to gader fra Plaza de Mayo – den 4. august 1904, og navnet «Independiente Foot-Ball Club» blev valgt af den nye formand Rosendo Degiorgi som et symbol på uafhængigheden fra arbejdsgiverens hierarki. I de allerførste kampe bar holdet hvide trøjer med blå emblem, affødt af et parti brugte spilletøj fra det hedengangne Plate United.

Efter optrædener i lokale pokaler – herunder en 4-1-sejr mod et blot fire måneder gammelt Boca Juniors i 1905 – forsøgte klubben året efter at komme med i den daværende argentinske fodbold­forening, men blev afvist på grund af utilstrækkelige stadionfaciliteter. I stedet stillede man op i Liga Central de Football og krydsede klinger med nu helt ukendte hold som Highland Forest og Primero de Mayo – en vigtig læreperiode inden turen gik videre mod Avellaneda.

Flytningen til Crucecita (1907-1925)

I 1907 fandt ledelsen et egnet landområde i Crucecita, øst for Avellaneda, og året markerer derfor både indtræden i AFA-systemet og begyndelsen på det, der skulle blive klubbens permanente geografiske tilknytning. Den første officielle kamp i forbundets turneringer endte med 1-3-nederlag til Comercio, men langt større historisk betydning fik 3-2-sejren samme år over Racing – dateringen for det, der udviklede sig til landets næststørste derby.

Perioden så også en sportslig slingrekurs, der toppede med en sæson i Tercera División i 1908, men den efterfølgende forstærkning med tolv konfliktramte Racing-spillere vendte skuden fuldstændigt. Samme år adopterede klubben den røde trøje, højest sandsynligt inspireret af Nottingham Forest, og José Buruca Laforia var fra 1909 første reelle professionelle profil. Året gav desuden Copa Bullrich – Independientes første officielle titel – og i 1911 rykkede man op i nyligt oprettede División Intermedia, inden den endelige oprykning til den bedste række blev formaliseret i 1912.

Konsolidering i Avellaneda og Doble Visera (1925-1962)

Den tætte nabokrig med Racing blev ekstra intens, da Independiente i 1925 købte et sumpet jordstykke blot få hundrede meter fra rivalernes stadion og på tørret, opfyldt undergrund rejste Argentinas første cementarena – Estadio de Alsina y Cordero, hurtigt kendt som «La Doble Visera». Åbningskampen mod Peñarol 8. marts 1928 trak store overskrifter, og i samme periode slog de røde Barcelona 4-1 og Bologna 1-0, mens man endnu var amatørklub – et signal om det internationale format, der ventede.

Sportsligt var 1920’erne præget af Manuel Seoanes målrekorder; 55 scoringer alene i mesterskabssæsonen 1922 står stadig som argentinsk rekord for én spiller. Med Raimundo Orsis succes ved Copa América 1927 og VM-guld for Italien i 1934 fik klubben sin første globale stjerneeksport, inden den professionelt styrede liga overtog fodboldscenen i 1931.

Slutningen af 1930’erne huskes for den frygtindgydende offensiv­trio Antonio Sastre, Arsenio Erico og Vicente de la Mata. Resultatet var back-to-back liga­mesterskaber 1938 og 1939, tre nationale pokaler og en international tripelkrone. Arsenio Erico afsluttede karrieren som historiens mest scorende i Primera División med 295 mål, mens 7-0 sejren over Racing i 1940 forblev derbyets største margin.

Den gyldne æra (1963-1984)

Liga­sejren i 1963 åbnede porten til Copa Libertadores 1964, og Independiente skrev sig øjeblikkeligt ind i historiebøgerne som første argentinske vinder. Titlen blev forsvaret i 1965, og efter en kort pause kom det uden sidestykke ikoniske quadruple: fire Libertadores-triumfer i træk 1972-1975 – en præstation, ingen anden klub har gentaget. 1973 blev højdepunktet: Libertadores-sejr over Colo-Colo, Interamericana-pokal og Intercontinental-triumf mod Juventus i Rom med Bochinis matchvinder­mål, hvilket gav tilnavnet «Rey de Copas».

Lokalt kulminerede epoken med det dramatiske Nacional-mesterskab 1977, hvor Independiente med blot syv markspillere på banen væltede Talleres i Córdoba efter et omdiskuteret håndmål og tre udvisninger. Den nationale titel 1983 – sikret på rivalens bane samme dag Racing rykkede ned – blev springbræt til Libertadores-pokalen nummer syv i 1984 og til den højt profilerede Intercontinental-finale i Tokyo mod Liverpool, som José Percudani afgjorde. Sejren, den første mellem argentinske og britiske klubber efter Falklandskrigen, blev modtaget som hele nationens triumf og cementerede begrebet «Orgullo Nacional».

Tiden efter storhed og første nedrykning (1985-2014)

Efter Supercopa Libertadores-titler i 1994 og 1995 – den sidste hentet i et fyldt Maracanã mod Flamengo – samt Recopa-triumfen 1995 ebbede titelhøsten gradvist ud. Apertura-mesterskabet 2002 blev en isoleret glæde, lige inden salget af teenage­fænomenet Sergio Agüero til Atlético Madrid i 2006 for dengang rekordhøje 28,75 mio. USD. Transfer­indtægten muliggjorde projektet om et nyt stadion på den gamle grund, men store budgetoverskridelser og skiftende ledelser kastede klubben ud i en dyb økonomisk og sportslig krise.

Krisen kulminerede i juni 2013, da Independiente efter 101 år i øverste række rykkede ned i Primera B Nacional. Genopstigningen kom allerede året efter, men illustrerede samtidig, hvor skrøbeligt fundamentet var i forhold til gæld, embargoer og interne magtkampe.

Genopbygning, nye internationale glimt og nutidige udfordringer (2015-2025)

Med fagforenings­lederen Hugo Moyano som præsident blev stadion­byggeriet endelig færdiggjort i 2016, og i 2017 fik klubben et nyt internationalt løft med Copa Sudamericana-sejr over Flamengo, efterfulgt af Suruga Bank-titlen 2018 i Osaka. Salgene af Nicolás Tagliafico, Esequiel Barco, Maximiliano Meza og Alan Velasco indbragte samlet over 40 mio. USD, men en eskalerende gæld – bl.a. til mexicanske klubber – bragte igen økonomien i knæ.

I 2023 lancerede influenceren Santi Maratea en digital indsamling, der på få uger rejste 3,5 mio. USD og fjernede et akut embargo­krav fra Club América via CAS. Sportsligt var 2023 dog det dårligste ligamæssige resultat nogensinde (24. plads), hvilket understreger den balance­gang mellem økonomi, ledelse og præstation, der fortsat præger Independiente ved indgangen til den kommende Copa Sudamericana-sæson 2025.

Identitet og symbolik

Klubnavnets udvikling

• Independiente Foot-Ball Club (1904-1914)
• Club Atlético Independiente (fra 1914)

Tilføjelsen «de Avellaneda» bruges ofte uofficielt for at skelne fra andre latin­amerikanske klubber med samme ord i navnet.

Kælenavne

• Diablos Rojos – indført 1926 af journalisten Hugo Marini som reaktion på holdets «djævelske» offensiv.
• Rey de Copas – opstod efter den 12. internationale titel i 1973, hvor spilkortets kongefigur (Rey de Copas) inspirerede metaforen.
• Orgullo Nacional – aviserne kaldte klubben national stolthed efter Intercontinental-sejren mod Liverpool i 1984.

Farver og trøjer

Fra 1904 til 1908 spillede Independiente i hvidt. Efter president Arístides Langones beundring for Nottingham Forest overtog klubben i 1908 den røde farve, som siden har været identitets­bærende. Reservetrøjer har vekslet mellem hvid, mørkeblå, gul (Sverige-trøjen under Asien­turen 1975) og senest sort og grå.

Våbenskjold

Det nuværende skjold, et rødt skjold med diagonalt hvidt bånd og initialerne «CAI», stammer i sin grundform fra 1930. Små design­opdateringer har fundet sted, men helheds­udtrykket har været konstant i snart et århundrede.

Stadioner gennem tiden

Under opførelsen af det nuværende stadion spillede Independiente hjemmekampe på Lanús’, Huracáns og især Racings anlæg – en logistisk og rivalitets­mæssig speciel periode.

Fan-kultur

Med omtrent fire millioner sympatisører anses Independientes tilhængerskare for landets tredjestørste. Den organiserede kerne, La Barra del Rojo, har gennem årene sat både farverige og problematiske aftryk, men flere episoder – som den fredelige accept af nedrykningen i 2013 – har også høstet anerkendelse for moden opførsel.

Maskotten Boneco, en hund der fulgte holdet i 1970’erne, er stadig et nostalgisk symbol. Blandt højprofilerede fans var Diego Maradona, der fra barndomsårene i Villa Fiorito opsøgte La Doble Visera for at dyrke sit idol Ricardo Bochini. Et kuriosum er astronauten Neil Armstrong, som efter Apollo 11-missionen afslørede, at han havde et Independiente-faneblad med ombord som lykkebringer.

Rivaliseringer

Clásico de Avellaneda

Med stadionerne adskilt af blot et par hundrede meter er Independiente-Racing et af verdens geografisk tætteste derbies. Første opgør fandt sted i 1907, og statistisk har de røde en føring i indbyrdes sejre, inklusive den legendariske 7-0-kamp i 1940.

Øvrige klassikere

Som medlem af Argentinas «fem store» har Independiente også lange historiske rivaliseringer med Boca Juniors, River Plate og San Lorenzo, især i kraft af titelkampen om både nationale og kontinentale trofæer.

Meritter og titellister

Nationale turneringer

Internationale konfederative titler

Med i alt 18 internationalt anerkendte titler deler Independiente førstepladsen i Amerika med Boca Juniors og ligger globalt kun bag Real Madrid og Al-Ahly.

Statistik og rekorder

• Flest sæsoner i Primera División: 114.
• Største sejr: 11-1 mod Platense (1971).
• Største nederlag: 0-8 mod Vélez Sarsfield (1945).
• Bedste ligaposition: 1. plads (16 gange).
• Højeste ligatopscorer for én sæson: Manuel Seoane, 55 mål (1922).
• Klubrekord i liga­mål: Arsenio Erico, 295.
• Yngste debutant: Sergio Agüero, 15 år og 35 dage (2003).
• Laveste slutplacering i ligaen: 24. plads (2023).

Ikoner og legender

Ricardo Enrique Bochini er af mange betragtet som den største udelukkende klubtro fodboldspiller i Argentinas historie. Hans 714 officielle kampe, 108 mål og 14 trofæer mellem 1972 og 1991 udgør et monumentalt CV, krydret med de afgørende scoringer mod Juventus i 1973 og forløsende øjeblikke i 1984.

Arsenio Erico, paraguayaneren med de akrobatiske hovedstød, satte en stadig gældende argentinsk målrekord og inspirerede selv Alfredo Di Stéfano. Manuel Seoane, Antonio Sastre, Vicente de la Mata, Ricardo Pavoni, Jorge Burruchaga og nyere eksport­succeser som Diego Forlán, Gabriel Milito og Emiliano Martínez vidner alle om en uafbrudt talentlinje.

Trænere

Klubbens mest vindende træner er Guillermo Ronzoni med syv officielle titler, mens José Pastoriza er den, der har stået i spidsen for flest kampe. Ariel Holan står som seneste titel­vinder (Suruga Bank 2018), og den nuværende cheftræner er Julio Vaccari.

Organisatorisk ledelse

Første formand var Rosendo Degiorgi; banebrydende navne tæller Pedro Canaveri, der i 1940’erne også blev AFA-præsident, og Julio Grondona, der efter sin Independiente-periode styrede argentinsk fodbold i over tre årtier. Siden 2023 har Néstor Grindetti stået i spidsen for genopbygningen af økonomien.

Andre sportsgrene under klubbens paraply

Basketball

Holdet spiller fra 2023 i La Liga Federal (tredje niveau) men kan se tilbage på en storhedstid i 1920’erne, hvor det vandt fem forbundsmesterskaber i træk (1927-31). Hjemmekampe afvikles i Gimnasio Carlos Bottaro med plads til 3.000 tilskuere.

Béisbol

I 1990’erne var Independiente pioner i argentinsk baseball, vandt ti Liga Metropolitana-titler på syv år og fostrede David Chocarro, der fik kontrakt i New York Yankees’ venezuelanske filial.

Fodbold kvinder

Kvindeholdet, grundlagt 1991, rykkede i 2018 tilbage til den professionelle Primera División og har tre vice­mesterskaber (2002 x2, 2003) som bedste placeringer. Hjemmekampe spilles primært i trænings­anlægget i Villa Domínico.

Futsal

Som stiftende medlem af Argentinas futsalstruktur har Independiente pendlet mellem første og anden division, senest rykket op i 2020 efter sejr over Nueva Chicago. Finalen i Copa Argentina 2016 mod River er hidtil bedste cupresultat.

Waterpolo

Tre nationale mesterskaber (1950, 1951, 1955) og OL-deltageren Osvaldo Codaro er højdepunkter for klubbens ældste vand­idrætsafdeling.

Atletik og andre individuelle discipliner

Nobelpristageren i sporten Noemí Simonetto (OL-sølv 1948), langdistance­løberne Osvaldo Suárez og Reinaldo Gorno samt diskos­kasteren Isabel Avellán – første kvindelige argentinske fanebærer ved OL – er alle fostret i Independientes atletikafdeling.

Uddannelse og samfundsrolle

Klubben driver i dag egen børnehave, grund- og højere skole samt to videregående uddannelseslinjer (idrætslærer og fodboldtræner). Dermed fungerer institutionen som et lokalt dannelsescentrum i Avellaneda, hvor idræt, kultur og social mobilitet går hånd i hånd.

Fremtidsperspektiver

Med stadionet færdigbygget, gælden under kontrol efter fansenes hidtil største crowdfunding-indsats og et kommende internationalt gruppespil på kalenderen står Independiente ved en korsvej, hvor ledelsens evne til at balancere økonomisk ansvarlighed med sportslige ambitioner vil definere den næste æra. Klubbens historie viser imidlertid, at selv dybe kriser kan vendes til nye højdepunkter, når den røde tråd af passion, talentudvikling og kollektivt engagement fastholdes.